onsdag den 26. marts 2008

60.000 i X-Factor Xstase


De to finalister indtog i aftes scenen foran 60.000 skrigende fans på Rådhuspladsen i København.

Aldrig har der været så mange mennesker samlet til et DR-arrangement på den store plads midt i hovedstaden.

Martin havde et par mindre tekst-svipsere, men ellers var der hverken falske toner eller nogen tydelig sceneskræk at spore hos de to deltagere, der sang sig igennem nogle af deres mest populære sange fra X Factor programmerne.

De to finalister formåede, trods sommerfugle i maven, at sætte gang i de cirka 60.000 tilskuere, som var mødt op for at høre TV-idolerne live.

"Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Tusind tak fordi I var med til det," sagde Laura til den jublende publikumsmasse.

Vært for koncerten var X Factors egen Lise Rønne, og Martin og Laura gav hver 4 numre, som de tidligere har optrådt med i showet. Martin sang Anne Linnets 'Smuk og dejlig', Queens 'Somebody to Love', Michael Jacksons 'Rock With You' og Seals 'Kiss from A Rose'.
Og Laura sang Søs Fenger og News' 'Du er', James Blunts 'Same Mistake' og hele to numre med hendes yndlingssangerinde, Alicia Keys, nemlig 'If I Ain't Got You' og 'No One'.

Ingen kommentarer:

Installer gossipguide på din side